Hvor dyb er Khumbu-isfaldet, og hvorfor er det så farligt?

Khumbu-isfaldet er en af ​​de farligste sektioner på Mount Everest. Det er en gletsjer, der konstant ændrer sig, da alle klatrere skal krydse gletsjeren fra den nepalesiske side for at nå toppen. Dette er et interessant og farligt område, da isblokkene er meget høje, sprækkerne er dybe, og isen er meget ustabil. Selvom den kun er et par kilometer lang, er den en af ​​de sværeste forhindringer på enhver Everest-ekspedition.

Mange mennesker spørger sig selv, hvor dyb Khumbu-isfaldet er, og hvorfor erfarne klatrere er så forsigtige, når de klatrer op ad det. Svaret er meget mere end blot en måling. Gletsjeren ændrer sig, bevæger sig og udvikler sig konstant i form, dybde og tilstand dagligt. Ved at forstå, hvordan den er dannet, og hvorfor den opfører sig sådan, kan man forstå, hvorfor det at krydse den er en af ​​de mest udfordrende dele af at bestige verdens højeste bjerg.

Hvor er Khumbu-isfaldet?

Everest-isfaldet ligger på sydsiden af ​​Mount Everest i Sagarmatha Nationalpark i Nepal. Det starter lige over Everests basecamp (ca. 5364 m) og fortsætter til Camp I (ca. 6065 m).

Dette er en del af Khumbu-gletsjeren, som er den højeste i Nepal. Klatrerne på South Col-ruten skal krydse denne gletsjer, før de når toppen, og derefter ind i Western Cwm. Isfaldet er således den første betydelige forhindring, når man forlader base camp, og en af ​​de mest udfordrende dele af vandreturen.

Hvor dyb er Khumbu-isfaldet?

Khumbu-isfaldet har ikke en fast dybde, da det er en bevægelig gletsjer med sprækker, istårne ​​og ujævne overflader. Dybden af ​​nogle sprækker er kun et par meter, og andre er over 45 til 60 m (148 til 197 fod). I nogle områder mener forskere, at nogle få sprækker strækker sig dybere end dem, der er målt, og at dybden af ​​sprækkerne ikke altid kan bestemmes, da snebroen kan skjule den faktiske dybde.

Mange steder er gletsjeren flere hundrede meter tyk. Men klatrernes primære bekymring er dybden af ​​de sprækker, de skal krydse. En af disse åbninger kan ofte kun oplyses af mørket – da bunden ikke er synlig. Derfor er der konstant behov for forsigtighed, og hvis nogen begår en lille fejl, kan det få alvorlige konsekvenser.

Dybden varierer også med tiden. Gamle revner i sprækkerne heler, når gletsjeren bevæger sig ned ad bjergsiden, og nye revner i sprækkerne dannes. Sne kan nogle gange falde hen over usikre sprækker, og det får dem til at se solide ud, når de ikke er det.

Hvordan blev isfaldet dannet?

Khumbu-isfaldsruten er mulig, fordi Khumbu-gletsjeren løber ned ad en ekstremt stejl del af bjerget. Når gletsjeren flyder ned ad bakke, skal isen bøje og bryde, når den passerer over den ujævne overflade.

Gletsjeris bevæger sig som en meget langsomt strømmende flod, i modsætning til fast klippe. De ydre dele af gletsjere flyder ikke med samme hastighed som bunden, så der er spændinger i gletsjeren. Denne spænding resulterer i enorme sprækker og høje isrygge kendt som seracs.

Der er intet hvilested for bevægelsen. Ændringer sker inde i gletsjeren selv om vinteren, men ændringshastigheden påvirkes af temperaturen. I varmere årstider kan terrænet være endnu mere ustabilt, når de smelter, og jorden bliver mere aktiv.

Hvorfor er Khumbu-isfaldet så farligt?

Selve Khumbu-isfaldet anses for at være usikkert, da intet i det vil holde længe. Gletsjeren bevæger sig hver dag, og revner åbner sig, og store isstykker bevæger sig. Klatrere må ikke antage, at en rute, der var sikker i går, er sikker i dag.

Faren fra kollapsende isblokke er en af ​​de største. De kan forblive sikkert og være et stort istårn i ugevis, indtil de pludselig begynder at bryde fra hinanden uden varsel. Når de fejler, kan de kaste store isblokke ned ad klatreruten.

En af de største farer er skjulte sprækker. Snebroer kan dannes i dybe åbninger, hvilket giver en illusion af sikkerhed for personen, men de kan kollapse og få personen til at falde igennem. Disse sprækker krydses regelmæssigt af stiger, der holdes på plads af reb, og kræver fuld koncentration fra klatreren.

I nogle områder udgør laviner også en trussel for klatrere. Sne og is kan blæses op fra de omkringliggende skråninger, når der er kraftigt snefald eller højere temperaturer. Isfaldet forværres af flere farer, så når folk krydser det, skal alle være årvågne.

Hvor hurtigt bevæger gletsjeren sig?

Everest-isfaldet er en overraskende hurtig gletsjer. I sommermånederne, når gletsjerne er i en strømningstilstand, kan dele af gletsjeren bevæge sig omkring 0.9 til 1.2 m (3 til 4 fod) om dagen. Denne bevægelse er kontinuerlig og ændrer placeringen af ​​​​spalter og istårne.

Det sikreste krydsningspunkt kan ændre sig, selvom man bevæger sig en meter sidelæns. Reb, der har været fastgjort i en uge, kan kræve justering den følgende uge. Gletsjere bevæger sig altid ned ad bakke og udsætter stiger for konstant forskydning på tværs af sprækker.

Den konstante bevægelse er en af ​​grundene til, at det ikke er muligt blot at følge gamle kort eller tidligere ekspeditionsruter. Ruten skal løbende inspiceres og vedligeholdes i løbet af klatresæsonen.

Hvorfor krydser klatrere før solopgang?

Khumbu-isfaldsruten krydses typisk meget tidligt om morgenen, typisk omkring klokken 2:00 eller 3:00, når vejret er køligere, og isen er mere stabil.

Når solen skinner, udvider den sig en smule, sneen bliver blød, og risikoen for faldende is stiger. Selvom en tidlig morgentur ikke vil eliminere al isbevægelse, vil det mindske chancerne for betydelig isbevægelse.

Så de fleste klatrehold forlader Everest Base Camp længe før daggry. Deres mål er at ankomme til Camp I, inden det varmeste sollys på gletsjeren.

Hvordan krydser klatrere isfaldet?

Khumbu-isfaldet er en udfordrende klatring, der kræver brug af specialudstyr og omhyggelig planlægning. Steigeisen i bunden og seler og karabinhager, der holder faste sikkerhedsreb til isen.

Aluminiumstiger bruges på tværs af sprækker, og nogle gange samles flere stiger for at krydse større mellemrum. Åbningerne under disse stiger kan være meget dybe, så det kræver balance og selvtillid at krydse disse stiger.

Før de fleste af ekspeditionsgrupperne bliver ruten opsat og vedligeholdt af erfarne sherpaer, kaldet isfaldslæger. De tjekker regelmæssigt stiger, udskifter knækkede reb og justerer ruten, efterhånden som gletsjeren udvikler sig. Hvis det ikke var for deres konstante årvågenhed, ville det være endnu mere farligt at klatre op ad isfaldet.

Hvad er Icefall Doctors?

Et dedikeret team kendt som Icefall Doctors vedligeholder normalt Everest-isfaldet i hver klatresæson. De meget erfarne sherpa-medarbejdere har ansvaret for at etablere den sikrest mulige rute gennem gletsjeren.

Deres arbejde starter, før klatrerne ankommer til Everests EBC. De bestemmer den optimale linje gennem det konstant skiftende landskab, sætter stiger op over sprækker, placerer faste reb og forankrer dem på plads.

Gennem hele sæsonen holder de øje med gletsjerens tilstand, da ruten når som helst kan blive usikker. Når nye revner opstår, eller isblokke flytter sig, reparerer eller flytter de dele af stien. Det arbejde, de udfører, har en betydelig indflydelse på sikkerheden på alle South Col-ekspeditioner.

Kan faren undgås fuldstændigt?

Khumbu-isfaldet er sandsynligvis ikke helt sikkert. Selvom nogle risici kan afbødes af moderne klatreudstyr, vejrudsigter og ruteplanlægning, kan ingen fare kontrolleres fuldstændigt af mennesker.

Alle klatrere ved, at vejret kan skifte hurtigt. Selvom alle disse faktorer er med til at minimere faren, kan de ikke eliminere den.

For mange erfarne bjergbestigere er isfaldet den mest udfordrende og stressende del af bestigningen til Everest, da det er en kombination af tekniske vanskeligheder og naturfarer, der ikke altid er forudsigelige.

Klimaforandringer og gletsjerens fremtid

Klimaforandringer påvirker også Khumbu-isfaldsruten. Khumbu-gletsjeren er påvirket af stigende temperaturer, hvilket har en indvirkning på hele Himalaya.

Gletsjere er blevet observeret i at krympe, flytte sig og smelte i løbet af de seneste årtier. Nogle dele af gletsjeren kan opleve øget ustabilitet i varme år, mens andre dele kan opleve det i kolde år; forholdene er dog ustabile i alle år.

Området undersøges stadig i et forsøg på at bestemme konsekvenserne for fremtidige ture til toppen af ​​Mount Everest. Men klatrere og ekspeditionsarrangører foretager også justeringer af tidsplaner baseret på skiftende vejr- og gletsjerforhold.

Har isfaldet set alvorlige ulykker?

Der har været adskillige uheldige ulykker i Everests klatrehistorie ved Everest Icefall. Trods den bedste planlægning er der sket skader og dødsfald som følge af faldende isbjerge, kollapsende istårne ​​og skjulte sprækker.

Den største ulykke var i 2014, da 16 sherpa-klatrere blev dræbt under et stort serac-kollaps. Tragedien skabte opmærksomhed på gletsjerens uforudsigelige opførsel og bragte diskussionen om klatresikkerhed og rutehåndtering tilbage i forgrunden.

Trods forbedringer siden da er isfaldet fortsat et sted, der nyder stor respekt for alle, der begiver sig ud på en ekspedition til bjerget.

Hvorfor respekterer alle Everest-klatrere isfaldet?

Khumbu-isfaldet er mere end blot en naturlig barriere. Det minder klatreren om, at naturens kræfter, på trods af alle deres anstrengelser og forholdsregler, ikke kan overvindes af noget andet.

At krydse gletsjeren kan være en prøve på tålmodighed, teamwork og total koncentration. Hver krydsning af isen og hvert trin op ad en stige kræver en ligelig balance mellem selvtillid og forsigtighed. Mange klatrere siger, at det er en stor præstation at nå Camp I, fordi det er en af ​​de farligste dele af hele turen.

Konklusion

Khumbu-isfaldet er ikke kun kendt for sin fantastiske skønhed, men også for sin konstant skiftende form. De dybe gletsjerspalter, de høje seracs, den skiftende isoverflade og den uforudsigelige isstrøm gør det til et af de farligste steder på Mount Everest . Mange gletsjerspalter er 45 til 60 m dybe eller mere, men det virkelige problem er gletsjerens konstante bevægelse, ikke en specifik dybde.

Med forbedringen af ​​klatreudstyr og rutehåndtering er Khumbu-isfaldet stadig et sted, hvor erfaring, forberedelse og omhyggelig dømmekraft er afgørende. Det er en af ​​de mest bemærkelsesværdige og vanskelige dele af vejen til toppen, hvor enhver succesfuld bestigning af Everest er afhængig af en sikker krydsning af denne gletsjer.